Historien om DJR - Dansk Jagthunde Registrering – og 30 års jubilæum
Af Niels Egelund Faddersbøll

I 80’erne kom der et kraftigt stigende antal retrievere og spaniels af rene jagtlinjer til Danmark. Hovedparten blev importeret fra racernes hjemland, England.
Hundene var avlet med et andet koncept, end danskerne var vant til.
Her var der tale om hunde, hvor den altdominerende vægt i avlen var lagt på egenskaberne, mere end på eksteriøret.
En metode, som alle store jagthunderacer i England avles med.
Hundene vakte da også stor opmærksomhed.

Den positive modtagelse kom fra jægere og jagthundefolk, som forstod at værdsætte de fremragende jagtegenskaber, hundenes gode temperament og sundhed. Den negative modtagelse kom fra den øvrige del af hundeverdenen, som så hundene som anderledes end de hunde, man havde i forvejen, og reelt også som en trussel mod det marked der var for at opdrætte og sælge hunde til jægere.
Modstanden mod hundene fik hurtigt karakter af en smædekampagne, hvor det føg med beskyldninger og usandheder om jagttyperne. Både i de gamle hundeklubber, men især i Dansk Kennel Klub, var der ingen grænser for løgnehistorierne.
Hundene var grimme og atypiske, de var ikke ægte retrievere og spaniels, de var umulige at have i hjemmet, de var alt for hurtige til jagt, og så videre.

Det hele endte i starten af 90’erne med, at Dansk Kennel Klub indførte en avlsrestriktion, kaldet paragraf 10. Denne restriktion gik i sin enkelhed ud på, at ingen hunde kunne få hvalpe registreret efter sig, hvis de ikke havde opnået en 1. præmie på hundeudstilling. Formålet var helt klart at få stoppet disse hundes fremfærd i Danmark. Man tog ikke hensyn til, at hundene kom fra racernes moderland, at de havde stambog så langt øjet rakte, eller at de reelt havde det historiske fællesskab med de originale hunde inden for racerne. Avlsrestriktionen betød i praksis, at kun en mindre del af jagttyperne inden for retrievere ville kunne avle – og slet ikke nogen spaniels.

Efter en periode, hvor repræsentanter for jagttyperne afsøgte alle muligheder, blev DJR - Dansk Jagthunde Registrering - startet i 1996. Formålet var at sikre, at alle ægte jagthunde altid vil kunne få stambog på deres hvalpe. DJR blev lavet som en selvejende organisation, og vedtægterne blev udformet på en sådan måde, at der ikke igen kunne opstå en situation, hvor personlige interesser, intriger, eller skiftende magtfraktioner kunne ændre formålsparagraffen. Det lykkedes for DJR, som den eneste nogen sinde, at bryde Dansk Kennel Klubs monopol på at stambogsføre jagthunde i Danmark.

Og i dag, efter 30 år, er DJR stadig en bæredygtig stambogsorganisation, et stærkt ”brand”, som har haft en uvurderlig betydning for jagttypernes udbredelse i Danmark. Hundeverdenen ser i dag også heldigvis lidt anderledes ud. Samfundets udvikling har gjort, at tiden er løbet fra de eksklusivaftaler og monopoler, som prægede hundeverdenen i mange år. Nutidens hundefolk ønsker en mere liberal holdning og frihed til at vælge den bedste samarbejdspartner.

DJR arbejder stadig ud fra sin oprindelige målsætning, og har et stabilt samarbejde med opdrættere af jagthunde og hundeejere.

Det er stadig frihed under ansvar, og der ydes god service, vel at mærke til markedets bedste pris.

Her er stadig ingen tvungne restriktioner og heller ikke en jungle af gebyrer.

Dansk Jagthunde Registrering er I konstant stabil og positiv udvikling.
Idegrundlaget med at sikre, at to ægte og stambogsførte jagthunde altid vil kunne få stambogsført deres hvalpe, uanset hvilke modetendenser og personlige interesser der forsøger at ændre udviklingen, er stadig en god ide.
Udviklingen har samtidig vist, at man ikke behøver at være den største for at være den bedste.
Både DJR’s bestyrelse, men også de opdrættere og hundeejere, som der samarbejdes med, ser fortsat lyst på fremtiden.