Baggrund

Antallet af hunde i samfundet synes på alle måder at bekræfte påstanden om, at hunden er menneskets bedste ven.

Gid det modsatte også var tilfældet !

Der er utallige grunde til, at mennesker anskaffer sig hunde:

     nogle ønsker sig en jagthund,

     nogle ønsker sig en vagthund,

     nogle ønsker sig en kamphund,

     andre ønsker sig en udstillingshund,

     og atter andre ønsker sig blot en ven i ensomheden.

Uanset motiv turde det være en selvfølge, at hunden behandles og anvendes i nøje overensstemmelse med sine naturlige, medfødte egenskaber.

I 1987 udkom den europæiske konvention om beskyttelse af husdyr. Artikel 5 i denne konvention siger: “Den, der udvælger et husdyr til avl, er forpligtet til at tage hensyn til de anatomiske, fysiologiske og adfærdsbiologiske forhold, således at sundhed og velbefindende hos såvel afkom som moderdyr ikke bringes i fare”.

I årenes løb har vi set talrige eksempler på, hvorledes menneskelig dårskab og hensynsløshed fører til fremavl af f. eks.  hunde og katte med så korte snuder, at de konstant savler og har besværlig vejrtrækning. Vi har set duer, der har en så ekstrem kropsbygning, at de slet ikke kan flyve etc.

Ja, eksemplerne er utallige, og de er skræmmende, fordi de alle vidner om menneskeligt misbrug af medskabninger. Hvis avlen havde et fornuftigt sigte for enten hund eller menneske, kunne man måske forstå den. Når den imidlertid blot er udslag af trang til at eksperimentere med henblik på at frembringe væsener med arbitrære egenskaber eller usædvanligt udseende, må fornuftige mennesker sige stop.

Visse mennesker kalder den slags for “skønhedsidealer” – et begreb, som jo kun kan opstå i forskruede menneskehjerner, for naturen har en ganske anden måde, at sikre en arts beståen på.

Det har været skræmmende at se, hvorledes gode jagthunderacer i løbet af et halvt århundrede er blevet stort set ubrugelige til jagt. Dette simpelthen fordi mennesker i useriøs trang til manipulation ensidigt har koncentreret sig om hundenes fremtoning med henblik på udstillinger. Det er også nærliggende at tro, at trangen til let tjente penge har været  vigtigere for opdrættere, end det at sikre hundenes oprindelige, medfødte egenskaber.

Vi jægere, som ønsker jagthunde med tryk på “jagt”, har derfor i årenes løb måttet konstatere, at jagthundeavlen generelt ikke på betryggende vis har tilgodeset en bevarelse og udvikling af hundenes jagtlige egenskaber. Avlen har i stor udstrækning negligeret disse egenskaber og prioriteret eksteriøret eller andre egenskaber højere.

På den baggrund har vi fundet det påkrævet at sikre jægerne gode, renavlede og stambogsførte jagthunde ved at stifte Dansk Jagthunde Registrering.

Rent bortset fra lovens krav om, at “egnet apporterende hund” skal medbringes på jagt, så er det jo åbenbart, at jægerens allervigtigste værktøj netop er hunden – for hvem skulle ellers finde vildtet både før og efter skuddet ?

Det målrettede avlsarbejde for jagthunde skal ske på de hunde, som bevisligt er bedst egnet til at løse de opgaver, vi som jægere står overfor.

Jagthundeavlen skal derfor styres af jægerne, og hundenes jagtlige egenskaber samt deres mentale og fysiske sundhed skal som en selvfølge altid have den højeste prioritet.